Så står man der over for den helt store eksamen, der er forberedt så længe og så grundigt. Håber bare at alting klapper, ingen defekter osv. Forhåbninger om PR var sat i baggrunden med den blæsende vejrudsigt in mente. Tilmed var cykelruten ændret ift sidste år og rygtet lød at den nu var længere. Det handlede om at gøre det bedste mulige på dagen. Uden helt at vide hvem der reelt stillede op, så feltet og ikke ud til at have den store bredde, fraregnet nogle få profiler. Jeg følte faktisk at det i dag var min chance.
Spændingsniveauet var perfekt, jeg var spændt og glædede mig som bare pokker, men var ikke nervøs. Gik i seng allerede kl. 19.30 og med en film til hjælp sov jeg inden kl. 20. Så det blev til en god nattesøvn inden vækkeuret ringede kl. 3.30.
Ved svømmestarten var det tydeligt at der i dag, og modsat de andre morgener, var bølger på vandet. Jeg startede i det famøse pro-felt kl. 6.55, mens alle AG’ere startede kl. 7.00. På sin vis var jeg glad for at undgå massestarten, men omvendt viste jeg også at der i pro-felt ville være ganske få med mit svømmeniveau - eller mangel på samme. Derfor var det også med at komme af sted fra start og hængte sig på de fødder, der i bedste fald måtte være. Dén plan lykkedes faktisk, der var en enkelt herre og Kirstin Lie. Ruten var lidt kringlet og sammen med bølger gjorde det det bare endnu vigtigere ikke at ligge alene.
Efter knap en omgang (af to) kom de forreste AG’ere brusende forbi og det gav selvsagt lidt tumult. Jeg kunne godt mærke at mine tynde arme og manglende teknik virkelig kom på en prøve i bølgerne og strømmen (det bilder jeg mig ind at der var). Efter ca. 3 km blev jeg virkelig træt i armene, dét har jeg ikke oplevet i samme grad tidligere. Jeg viste udmærket at svømningen var skidt, bare ikke hvor skidt. - Omvendt mener jeg faktisk ikke at jeg kunne gjort mere under de forhold, der var bare slet ikke power nok i de arme. 1.12, hvad laver hun må nogle have tænkt derhjemme bag skærmen, men det var desværre kendsgerningen. - Al svømmetræning føles ligesom temmelig spildt:-(. Samtidig kunne jeg konstatere at de gode svømmere ikke svømmede langsomt i går - Jodie Swallow svømmede på 48 min!
Fast besluttet på ikke at lade en dårlig svømning ødelægge resten af dagen kom jeg ud på cyklen. Der var allerede god vind fra morgenen en af og trods mit kun 40mm forhjul måtte jeg kigge et par gange ned for at se om jeg var punkteret eller om dækket var ved at falde af, da vi krydsede Ölandsbroen, i stik sidevind fra syd. Men når man lige vænnede sig til var det ikke så slemt. På Öland gik det straks mod syd og direkte modvind i vel omkring 50 km. Her er wattmåleren en guds gave, for upåagtet hvor langsomt det går, er det betryggende at kunne se at man træder hvad man skal. Så mod øst i sidevind og endelig mod nord i medvind. Tilbage over broen til fastlandet efter ca. 120 km og så mangler bare det lidt kringlede sidste loop. Jeg havde egentlig en god fornemmelse på cyklen, lod mig ikke frustrere af vinden. Ender med i cykeltid på 5.32, der på papiret ikke er prangende. Vinden taget i betragtning er jeg dog fint tilfreds og vil faktisk mene at det er noget af det bedste jeg har cyklet på en ironman. Ruten var - ifølge min GPS - 182 km.
Endelig klar til løbet. Jeg kunne godt se at jeg skulle løbe op til mit bedste, hvis blot jeg skulle under 10 timer. Benene føles ok, men jeg var opmærksom på at holde igen efter en trods alt hård cykling. Nåede lige at passere den førende Jodie Swallow, læs i parentes bemærket: hun var en omgang foran. Nogle tilskuere heppede endda ”kom så, du har ikke langt op” (de skulle bare vide …at jeg var en omgang bagud;-)). - Men hvor var de snurrende kamaraer, når man har brug for dem?
Nå det var vist også meget godt at de ikke var der, for snart kom nogle enerverende mavekramper, der bare blev ved og ved. Skiftede i intensitet, men aldrig væk. Øv, øv. Jeg kunne fint optage væske og energi og ingen kvalme, opkast mv. Øv, øv... Jeg har haft samme problem en gang tidligere i Barcelona 2011. Jeg vurderede at det var vinden der gav problemer, så med udsigt til vind i dag havde jeg taget mine forholdsregler med en trøje under tri-toppen. Men lige lidt hjalp det. I luntetrav fortsatte turen. Uden at kigge på uret, det var for demoraliserende, men fastbesluttet på ikke at give op og fortsat jagte alt med puls. Selv på de sidste km hentede jeg et par piger og var faktisk helt oppe ved hende på 6. pladsen, men så knækkede jeg helt sammen og den sidste halvanden km virkede helt uoverskuelig. I mål kom jeg dog som nr. 7 og forbandet tæt på både 5. og 6. pladsen - Øv! Løb 3.18 og det er langtfra tilfredsstillende. Eneste trøst er at jeg gjorde hvad jeg kunne og blev ved til det sidste, selvom det i situationen virkede ret håbløst. Sluttede i 10.07.
Pain is temporary - but your finishing time posted on the internet is forever ….damn.
Så summa summarum så blev sæsonens hovedmål et stykke fra hvad jeg håbet på og trænet til. Men kan altid finde noget positivt - nogle gange må man bare lede lidt længere efter det. Det var ironman nr. 11 i rækken og den første med det der logo. - Så nu kan jeg også få en tatoo ...nope;-).
Men, men midt i al den ynk var der heldigvis andre der kunne redde SMT’s ære, nemlig Keld Thomsen der kørte et brag af en konkurrence, blev 2’er i AG 40-44 og dermed en sikker Hawaii kval. Han satte sig det mål sidste år, forberedte sig dedikeret og hvor er det fedt at det lykkedes uden slinger i valsen.
Brøns havde en flot svømning og et brag af en cykling (4.45!), men knækkede sig på slutningen af cyklingen og fortsatte på løbet. Han fik sig kæmpet igennem, men desværre langt fra hans normale niveau og det han gang på gang har vist til træning. - Efter racet var vi vist begge klar til tage til Barcelona i oktober og få revanche;-).
Tak til Børkop Cykler for at stille Mavic C40 hjul til rådighed, de var en fornøjelse at køre med. Tak til Kim, Thomsens og Brøns' for support undervejs. Og tak for alle hilsner før og efter. Nu er der ferie...
